Danmarks Højesteret 300 år

    Den 14. februar 1661 er Højesterets fødselsdag, idet kong Frederik III, som da var blevet anerkendt som enevældig hersker, den nævnte dag udstedte »Forordning om dend Høyeste Hettis administration i Danmarck». Det udtaltes heri, at »eftersom justitien er næst den sande religions øvelse det fornemste og rette fundament, hvorpå al regering bør grundfæstes», har kongen villet rette sin kongelige omhu på, hvorledes denne højeste ret bedst kunne stiftes og indrettes. Kongen bestemte derfor, at retten skal administreres af »et vist antal personer», de halve af adelig, de halve af lærd og borgerlig stand, som kongen selv ville beskikke, og retten skulle samles ordinært en gang om året i København.
    Professor Thøger Nielsen har i en jubilæumsartikel i Ugeskrift for Retsvæsen nævnt, at Danmarks Højesteret sandsynligvis er verdens ældste levende domstol, idet han — af hensyn til mulige protester fra svensk side — fremhæver, at Gustav II Adolfs Hovrätt fra 1614 senere mistede sin position som øverste domstol, og at Högsta Domstolen først kom til eksistens under Gustav III. Som rimeligt er, har det runde åremål givet anledning til megen hyldest, bl. a. ved en højtidelighed på selve jubilæumsdagen i Højesterets lokaler på Christiansborg. Ugeskrift for Retsvæsen har hyldet Højesteret med en hilsen fra den danske advokatstands nestor, højesteretssagfører K. Steglich-Petersen, og med afhandlinger af professor Stig Iuul, der fremdrager træk af Højesterets historie gennem 300 år, og af Thøger Nielsen, der undersøger Højesterets samfundsmæssige placering og dens stilling over for forvaltningen, lovgivningsmagten og retsvidenskaben.
    Også Juristen har udsendt et jubilæumsskrift med hilsner fra Juristforbundets formand og fra de nordiske landes højesteretter. Skriftet indeholder endvidere en række afhandlinger om Højesterets forhold til lovgivningsmagten (af folketingsmedlem, advokat Edel Saunte), til administrationen (af departementschef Boas), til de øvrige domstole (af civildommer Harald Petersen), til advokaterne (af højesteretssagfører Gorrissen) og til universiteterne (af professor Borum). Desuden har rigsadvokat Olafsson skrevet om Højesterets behandling af straffesager og højesteretsdommer Victor Hansen om det daglige arbejde i Højesteret.
    Men den mest betydningsfulde markering af jubilæet er sket på Højesterets eget initiativ, idet retten har ønsket at foranstalte en samlet fremstiling af sin historie gennem hele perioden. På G. E. C. Gads Forlag er på selve dagen udsendt et stateligt værk i to bind på tilsammen 1 130 sider: »Højesteret 1661—1961». Udgivelsen er forestået af et redaktionsudvalg, bestående af højesteretsdommer J. L. Frost, professor Povl Bagge og advokatrådets formand, højesteretssagfører Bernt Hjejle med bistand af professor Stig Iuul, og udvalget har valgt at forme det uhyre stof ikke som en kronologisk skildring af Højesterets hi- 

 

storie, men opdelt efter emner. Udstyret er fornemt, og værket er forsynet med talrige illustrationer. De følgende linier tilsigter blot at give en antydning af, hvad værket rummer.
    Mag.art. Svend Ellehøj har forfattet det første afsnit om rettens grundlæggelse, der skildrer de dramatiske begivenheder i efteråret 1660, enevældens indførelse og organisationen af det nye styre. Reformen var for den dømmende magts vedkommende ikke så radikal som for den øvrige del af statsstyret. Højesteret opstod i kontinuation af Kongens Retterting, hvor kongen også havde haft det afgørende ord. Rigsråderne gik da også over som dommere i Højesteret. Store jurister var de vel ikke alle. Stig Iuul har i Ugeskrift for Retsvæsen fremdraget et tilfælde, hvor rigsadmiral Henrik Bielke under voteringen bad sig undskyldt, »da rigsadmiralen ikke havde fattet sagen». Men Ellehøj fremhæver ligesom Iuul, at rigsråderne ikke i tiden op til 1660 havde ladet sig lede af standsinteresser, men snarere havde favoriseret bønderne på herremændenes bekostning, ligesom de lod billighed veje tungere end lovens bogstav. Da Højesteret opstod, var retsplejen i rigets øverste domstol således allerede solidt grundet på upartiskhed, ret og billighed.
    Magister Harald Langberg skildrer de lokaler, som gennem tiden har stået til Højesterets rådighed — på Københavns Slot, rådhuset på Gammeltorv, Christiansborg, Prinsens Palæ, Amalienborg, Bernstorffs Palæ i Bredgade og siden 1919 i det genopførte Christiansborg. Retssalenes midtpunkt var tronstolen, idet kongen jo var den øverste udøver af domsmagten, og alle indlæg fra advokaterne rettedes mod den tomme tronstol og indlededes med ordene »Stormægtigste, allernådigste Arveherre og Konge!» Denne tiltale ændredes i 1850 til »Hæderværdige Højesteret!» Fra 1849 forsvandt tronstolen, men en buste af kongen stod i mange år i retssalen.
    I afsnittet »Rettens organisation og ydre fremtræden» af Svend Ellehøj skildres bl. a. Højesterets årlige åbning, de pompøse festligheder, når man i begyndelsen af marts »red Herredagen ind». Åbningshøjtideligheden foregik i mange år på Rosenborg og overværedes af kongehuset, de øverste civile og militære myndigheder og det diplomatiske korps. Kongen præsiderede selv i retten, hvor alle de ordinære og et stort antal ekstraordinære assessorer gav møde, og man behandlede og pådømte en særlig udvalgt, ikke for indviklet sag. I enevældens sidste år vakte dog hele dette sceneri adskillig kritik, og fra og med 1850 ophørte det.
    To hundrede sider optages af det vigtige emne: Rettens forhold til regeringen. Svend Ellehøj behandler tiden indtil 1746, dr.phil. Georg Nørregaard perioden 1746—1849 og professor Bent Christensen tiden efter 1849.
    Under enevælden kunne der forsåvidt ikke opstå konflikt mellem Højesteret og regeringen, idet kongen havde al magt, også den dømmende, og kunne udnævne og afskedige dommerne efter sit forgodtbefindende. Men i praksis deltog kongen naturligvis kun i få sagers behandling og blandede sig i det store og hele ikke i rettens arbejde, selv om kongehusets egne interesser ikke var uden indflydelse på behandlingen af de berømte sager mod Kaj Lykke og Corfitz Ulfeldt i 1661

 

og 1663. Og det skete, at kongen gav tilladelse til, at en sag, som allerede var pådømt af Højesteret, påny indstævnedes for retten, hvor kongen da selv traf afgørelsen. Dette var dog undtagelser. Som helhed værnede kongen om Højesterets autoritet og respekterede dens domme.
    Med den selvstændighed, som Højesteret rent faktisk havde haft fra første færd, betød grundloven af 1849 langtfra så afgørende en ændring for den dømmende magt som for den lovgivende og den udøvende. Men den dømmende magt anerkendes principielt som sideordnet med de to andre statsmagter, og dommernes uafhængighed grundlovsikres: de skal alene rette sig efter loven og kan ikke afskediges bortset fra de tilfælde, hvor domstolene omordnes, eller når dommeren er fyldt 65 år. Afskedigelse af højesteretsdommere, der var fyldt 65 år, mod de pågældendes ønske er kun sket i to tilfælde. Efter den frifindende rigsretsdom i sagen mod Ørsted og hans ministre afskedigedes i 1856 fem dommere, og i 1915 afskedigedes justitiarius Niels Lassen, officielt på grund af vaklende helbred, men næppe uden forbindelse med, at han havde stået i et stærkt modsætningsforhold til Socialdemokratiet.
    Iøvrigt giver Bent Christensen en indgående skildring af den i det moderne samfund så betydningsfulde domstolskontrol med forvaltningen og af kontrollen med lovgivningsmagten. Som bekendt fremgår det af mange højesteretsdomme, at retten anser sig for kompetent til at prøve, om en lov er i strid med grundloven, men endnu har Højesteret ikke tilsidesat nogen lov som grundlovsstridig. Nærmest ved det var man i en sag i 1921 om fæstegodsets overgang til selveje, hvor der under den første votering var 6 stemmer mod 5 for at erklære loven for grundlovsstridig. Men en dommer skiftede standpunkt, så at loven ikke blev tilsidesat.
    Professor Thøger Nielsen skriver om rettergangsmåden, dommenes tilblivelse og retssagernes beskaffenhed, navnlig de senere års problemer: delingen af Højesteret i to afdelinger og offentlig votering, som forfatteren stadig synes at foretrække, selv om han erkender, at 1958- ordningen, hvorefter dommen indeholder oplysning om de forskellige meninger under afstemningen med angivelse af de pågældende dommeres navne, har ført til langt mere indgående domsbegrundelser.
    Spørgsmålet om, hvorledes Højesteret har bidraget til udviklingen af dansk privatret, behandles af Stig Iuul. Forfatteren undersøger Højesterets egen opfattelse af præjudikaters betydning og fremdrageren en række områder inden for civilretten — erstatning uden for kontraktsforhold, umyndiges retshandler, urigtige og bristende forudsætningers betydning o. s. v. — hvor Højesteret, ofte under divergens mellem domstolen og retsvidenskaben, har øvet afgørende indflydelse på retsudviklingen. Afhandlingen rummer i sin knappe form et væld af oplysninger af stor interesse for forståelsen af gældende ret.
    Om Højesteret og strafferetten fra Danske lov af 1683 til straffeloven af 1866 skriver justitssekretær Tage Holmboe, der i sin ungdom opnåede Københavns Universitets guldmedaille for en afhandling om strafferettens udvikling fra Danske Lov til Ørsted. Højesterets praksis fik i disse to århundreder stor betydning ved udviklingen af strafferetlige begreber, som i vor tid er selvfølgelige: forsæt og uagtsomhed, 

 

utilregnelighed, forsøg og medvirken m. v. De i Danske Lov og det 18. århundredes love fastsatte straffe var — som overalt i Europa — ofte umenneskeligt hårde, men Højesteret søgte ad benådningsvejen at gennemføre en humanere strafferet.
    Blandt værkets øvrige afsnit må endnu fremhæves de omfattende personalhistoriske oplysninger, udarbejdet af kontorchef Arild FalkJensen og museumsinspektør H. Hjorth-Nielsen, indeholdende levnedsbeskrivelser af alle Højesterets dommere, justitssekretærer, advokater, rigsadvokaterne og de ved Højesteret mødende statsadvokater.
    Som man vil se, indeholder værket et imponerende opbud af stof, og den tørhed, som man traditionelt beskylder juraen for, præger ingenlunde bogen. Forhåbentlig vil den finde læsere også i det øvrige Norden.

Mogens Hvidt